I dag skal danskere stemme om Forsvarsforbeholdet. Når en synshandicappet går i stemmeboksen, kan vedkommende få hjælp til at sætte krydset i det for dem rigtige ja- eller nej- felt.
Det sker ved hjælp af en 3D-printet overlægsplade til stemmesedlen. Hjælpemidlet er dog ikke udbredt til hele landet, men er til rådighed i otte kommuner.
Foruden at 3D-print er hurtigt fra idé til færdigt produkt har vi også forsøgt at gøre overlægspladen lidt mere ”lækker” med runde kanter og i kuvertform, som gør afstemningen mere præcis – fordi der med 3D-print er færre begrænsninger på designet. Samlet set har det resulteret i, at vi har fået lavet et bedre produkt, som ikke koster ekstra, fordi det med 3D-print er gratis at lave det mere komplekst, siger forretningsleder Kristoffer Ryelund Nielsen, Teknologisk Institut.
Overlægspladen er 3D-printet i SLS Nylon PA 12 – hvor selve pladen er tilpasset de officielle mål og krav for stemmesedler. Derudover har overlægspladen fået en kuvertform, hvilket sikrer, at papiret er placeret korrekt i forhold til felterne med ”Ja” og ”Nej”. Derudover stikker skriftdelen på papiret ud, og har man en ledsager med i stemmeboksen, vil det derfor være muligt, at vedkommende kan læse det op.
Pladen er opstået efter idé fra Ikast-Brande Kommune.
Ideen opstod på hjemmekontoret, hvor min mand for sjov sagde, ”så må jeg jo printe dem”, da jeg delte min frustration over, at markedet ikke ligefrem svømmer over med leverandører af dette nicheprodukt til en pris, jeg fandt rimelig. Jeg har ved tidligere lejlighed besøgt Teknologisk Instituts 3D-printlab, der i høj grad overstiger kapaciteten for de fleste hobbyprintere og tænkte, at det da var en oplagt mulighed at afsøge, fortæller Ellen Bach Fjendsbo, planlægger hos Ikast-Brande Kommune.
Med den pludselige øgede kommunale interesse for de specialdesignede overlægsplader er det en klar fordel, at pladerne er 3D-printede. Den korte og hurtige vej fra idé til færdigt produkt er en af de helt store gevinster ved 3D-print teknologien – sammen med selve produktionshastigheden.
Det smarte ved 3D-print er, at vi kan printe mange – og vi kan printe dem hurtigt. Det er jo hastigheden ved 3D-print, der gør, at vi kan nå at printe mange med kort varsel, fortæller Kristoffer Ryelund Nielsen, Teknologisk Institut.
Ud over at overlægspladen skal være let at bruge for de potentielle brugere, skal den også leve op til de specifikke krav i lovgivningen. Kravene er beskrevet i Bekendtgørelse om hjælpemidler, der skal stilles til rådighed ved stemmeafgivningen, kap 3 §7. Størrelsen er defineret i forhold til stemmesedlens udformning, der er defineret og bestemt af Indenrigsministeriet.
Kilde: Teknologisk Institut