
450.000 gæster har besøgt Lego House siden åbningen. Det fejrer huset med en stor fødselsdagsfest lørdag den 29. september, hvor dagens særlige gæst er kageentusiasten Annemette Voss. Hun vil med inspiration fra de mange gæsters kreationer dekorere en gigantisk kage, som naturligvis skal spises af gæsterne efterfølgende.
De besøgende i Lego House har været et godt mix af både danske og udenlandske gæster.
-Gennemsnitsfordelingen for hele året er 50:50 mellem danske og udenlandske gæster. Men i virkeligheden varierer tallet meget. I juni, juli og august har vi haft rigtig mange udenlandske gæster, mens vi i de omkringliggende måneder har haft en stor overvægt af danske familier. Det er slående, at vores udenlandske gæster kommer fra hele verden, hvilket siger noget om, at Lego House er et sted, man rejser målrettet til, siger direktør i Lego House Jesper Vilstrup.