
Her i 2025 vil Arbejdstilsynet holde et ekstra vågent øje med sikkerheden indenfor transport af gods.
Ulykker og uheld er ikke ualmindelige indenfor transportområdet. Sågar dødsulykker. I perioden fra 2016 og frem til 2022 skete der mere end 25 dødsfald inden for branchen Transport af gods.
En lang række aktører har indflydelse på, om både chauffører og gods når sikkert frem. Bedre sikkerhedsledelse og samarbejde mellem aktørerne er omdrejningspunkterne i en ny indsats fra Arbejdstilsynet, der skal forebygge ulykker i branchen transport af gods.
– Kunder har en stor betydning, når de får leveret eller afhentet gods. De kan være med til at løfte sikkerheden i chaufførernes arbejdsmiljø. Hvis vi skal skabe et godt arbejdsmiljø kræver det, at vi alle er villige til at tage ansvar for chaufførers arbejdsmiljø, når vi får leveret gods, siger Lars Uldall Beck fra Arbejdstilsynet.
Chaufførerne kan selv gøre meget for deres egen sikkerhed ved at være opmærksomme på, hvordan de kører, løfter, læsser og bruger tekniske hjælpemidler. Men samarbejdet med vognmand, speditører, producenter, leverandører og de forhold, som arbejdet foregår under ude hos kunderne, har mindst lige så stor betydning.
Chauffører kan fx blive forsinket i trafikken eller opleve aggressive personer, der bliver vrede over, at de holder og spærrer. Der er også kunder, som presser chauffører til at løfte lidt mere, end chaufføren selv føler er ansvarligt.
I 2025 lancerer Arbejdstilsynet en indsats, der sætter fokus på at forebygge ulykker og styrke sikkerhedskulturen igennem hele rejsen fra kilde til kunde.
Helhedsindsatsen om arbejdsulykker i transport af gods omfatter:
Målrettede virksomhedsforløb, med fokus på læring om forebyggelse af ulykker og udveksling af erfaringer med andre virksomheder i branchen
Opsøgende dialog med chauffører på rastepladser, af- og pålæsningssteder mv.
Kommunikation om forebyggelse af ulykker.
Netværksaktiviteter i samarbejde med branchens egne aktører.
Analyse og vidensopsamling om årsager til ulykker i branchen.
Helhedsindsatsen i transport af gods finder sted i 2025, og er en del af handlingsplanen mod arbejdsulykker fra juni 2023.
Kilde: Arbejdstilsynet