
Langt de fleste danskere er optaget af tanken om bæredygtighed, og faktisk mener flertallet, at forbrugerne har et ansvar for at skubbe i den rigtige retning. Ulempen er, at langt de fleste ikke aner, hvordan de så også gør det, altså vælger en bæredygtig livsstil til. Det viser en ny undersøgelse fra Arla.
-Bæredygtighed fylder meget i forbrugernes bevidsthed. Og vi oplever også en stigende interesse i produkter, som forbindes med bæredygtighed som fx økologi. Men samtidig kan vi også se, at der hersker en forvirring blandt forbrugerne om, hvad bæredygtighed egentlig indebærer. Og jeg kan reelt godt forstå det, for bæredygtighed er en meget kompleks størrelse, der rækker langt bredere end en diskussion om konventionel eller økologisk mælk, siger Jakob B. Knudsen, landedirektør i Arla Danmark, der faktisk ikke er helt enig i, at forbrugerne har så stort et ansvar, som gruppen tillægger sig selv.
-Det er positivt, at forbrugerne vil leve bæredygtigt, men hvis de for alvor skal gøre en forskel, ligger der først og fremmest et stort ansvar hos virksomhederne. Det er vores opgave at gøre det let for danskerne at træffe bæredygtige valg. Dels ved at gøre værdikæden og produkterne mere bæredygtige. Og dels ved at hjælpe forbrugerne med information og vejledning til, hvordan de træffer grønne valg i supermarkederne og i hjemmet, siger Jakob B. Knudsen.