Bestseller har netop taget første spadestik til et logistikcenter i Holland, tegnet af arkitektvirksomheden Henning Larsen. Med 155.000 m2 og 1400 robotter skal de nye faciliteter bringe modevirksomhedens forsyningskæde endnu tættere på de største markeder i Europa.
Logistikcentret, som får navnet Logistics Centre West (LCW), ligger i Lelystad, 60 km øst for den hollandske hovedstad, Amsterdam. Det forventes at blive den største enkeltstående investering i virksomhedens s historie.
Kollegaer fra Bestseller og AAA United, som står bag udviklingen af LCW, satte hinanden stævne på byggepladsen for at markere projektets start sammen med centrale samarbejdspartnere og lokale interessenter, herunder arkitekterne fra Henning Larsen samt Rambøll, KNAPP og Bouwbedrijf van de Ven.
– Igangsættelsen af byggeriet af Logistics Centre West markerer en milepæl for et af de største projekter, vores virksomhed har investeret i. Byggeriet og etableringen af LCW vil understøtte vores fremtidige ambitioner, da det, når det står færdigt, vil bringe en vigtig del af vores forsyningskæde endnu tættere på vores største partnere og de største detailmarkeder i Europa, siger Allan Kyhe Kjærgaard, logistikdirektør i Bestseller.
Visionen er at bygge et logistikcenter, som opfylder de højeste globale standarder for design, bæredygtighed og effektivitet, og som samtidig bliver en arbejdsplads i topklasse for de mere end 600 kollegaer, der får deres daglige gang der.
Når LCW står færdigt, vil det være det største logistikcenter i Europa, som er bygget af massivt træ. Et grønt tag vil hjælpe med at køle bygningen ned, og et nyt vægsystem lavet af halm vil blive brugt til isolering.
Mere end to tredjedele af området vil blive udlagt som naturlige rum, såsom vådområder, skov og hede. Disse områder vil skabe små, naturlige levesteder for forskellige lokale planter og dyr, hvilket forventes at bidrage til biodiversiteten i regionen.
Derudover betyder partnerskabet med Knapp, om investering i ny automatiseringssteknologi, at LCW vil blive et af Europas mest avancerede logistikcentre.
Kilde: Bestseller