Danske Fragtmænds bestyrelse har ansat Jakob Flyvbjerg Christensen som ny CEO. Med erfaring fra topposter hos blandt andet A.P. Møller-Mærsk, Aarhus Havn og senest som CEO i Verdo er det en erfaren og visionær leder, der skal stå i spidsen for Danske Fragtmænd.
Baggrunden for den nye topchef er, at Danske Fragtmænd mistede sin administrerende direktør Jørn P. Skov i marts.
Siden har bestyrelsesformand Bjarne Krogh Jensen og den daglige ledelse stået for stabilteten i virksomheden, men nu vender ma tilbage til mere normale tider med en CEO.
– Vi er stolte over at kunne tiltrække en lederkapacitet som Jakob Flyvbjerg Christensen. Hans erfaring fra både store nationale og internationale virksomheder gør ham ideel til at lede en virksomhed som Danske Fragtmænd. Jakob vil spille en nøglerolle i at fastholde vores markedsposition, samtidig med at han bygger videre på vores stolte historie og stærke værdier. Vores virksomhedskultur, som er funderet på samarbejde, ansvarlighed og en dyb forståelse af kundernes behov, har altid været en vigtig del af vores succes, siger bestyrelsesformand Bjarne Krogh Jensen.
Ansættelsen af Jakob Flyvbjerg Christensen sker på et tidspunkt, hvor transport- og logistikbranchen gennemgår en betydelig transformation. Øget digitalisering, fokus på bæredygtighed og stigende konkurrence skaber både udfordringer og muligheder, som Danske Fragtmænd skal være klar til at gribe.
Jakob Flyvbjerg Christensen tiltræder officielt som CEO senest den 1. juni 2025.
Kilde: Danske Fragtmænd