En vej til øget omsætning er brug af øget digitalisering af virksomheden. Det slår en ny effektmåling af SMV:Digital fast.
Virksomheder, der har modtaget tilskud gennem SMV:Digital, har på to år i gennemsnit opnået en otte procentpoint større stigning i omsætningen end lignende virksomheder, som ikke har deltaget i programmet.
Det er første gang i SMV:Digitals levetid, at der er lavet en effektmåling. Men resultaterne ligger i tråd med en nylig OECD-rapport, som viser, at digitalisering har en positiv indvirkning på virksomheders økonomiske udvikling.
Formand for Rådet for SMV:Digital og ejer af Proplast A/S, Peter Rosenkrands siger:
– Fra min egen virksomhed ved jeg, at digitalisering har medført produktivitetsforbedringer. Det er for eksempel gennem effektiviseringer, så vi har mere tid til kerneopgaven frem for administrative opgaver, og ved at bruge data til at træffe gode beslutninger om at udvikle vores forretning. Digitalisering kræver dog en investering i form af tid, ressourcer og uddannelse, og her kan SMV:Digital være en hjælp til at komme i gang.
Planen for SMV:Digital i 2024 er nu klar
Op mod 800 virksomheder kan næste år få tilskud til at komme i gang med digitalisering af deres forretning. SMV:Digital giver små og mellemstore virksomheder mulighed for at søge tilskud til indkøb af privat rådgivning, der både kan handle om behovsafklaring, hjælp til valg af digital løsning eller implementering heraf.
Den første pulje i 2024 åbner den 29. januar, hvor virksomheder kan søge tilskud til rådgivning, for eksempel inden for digital sikkerhed, digital administration og økonomistyring, indsamling og udnyttelse af data, robotteknologi eller e-handel.
Mere information om SMV:Digital her
Kilde: SMV:Digital