Importører og producenter af produkter, der kræver emballage, kan nu blive medlemmer af non-profit-organisationen Emballageretur. Så kan de forberede sig på det lovpligtige producentansvar for emballage, som træder i kraft den 1. januar 2025.
Som medlemmer får de bl.a. adgang til Emballagereturs miljøemblem, som viser, at virksomhederne forbereder sig til producentansvaret og agerer miljøansvarligt.
Initiativtager til Emballageretur er Elretur, Danmarks største non-profit kollektivordning for indsamling, håndtering, genbrug og genanvendelse af el-produkter og el-artikler.
Elreturs omfattende erfaring med affaldshåndtering kommer fra dag et Emballagereturs medlemmer til gode. Elretur har nemlig siden 2005 opbygget en omfattende viden om – og erfaring med – de nødvendige processer, som skal være på plads for at håndtere store affaldsmængder effektivt og for at øge genanvendelsesprocenten af affaldet mest muligt.
– Vi har hele forretningssystemet på plads og kender langt de fleste fejlkilder fra starten. Det er en kæmpe fordel for os og vores medlemmer, at vi ikke skal opbygge den nødvendige erfaring og de praktiske systemer, men så at sige bare trykke på knappen, når kalenderen runder 1. januar 2025, men forinden er der et stort forberedende arbejde for både os og alle virksomheder, der er omfattet af producentansvaret, siger adm. direktør i Elretur, Morten Harboe-Jepsen.
Et medlemskab af Emballageretur løser ikke blot en række administrative og økonomiske udfordringer for virksomhederne. Det åbner også en række attraktive muligheder for at vise omverdenen, at man som virksomhed er miljøansvarlig og bakker op om den cirkulære økonomi.
– Som medlem i Emballageretur får du som virksomhed adgang til vores miljøemblem, som viser kunder, medarbejdere, samarbejdspartnere og alle andre, at du forbereder dig på producentansvaret og arbejder seriøst med at sænke miljøpåvirkningen. Virksomhedens grønne profil bliver stedse vigtigere for at tiltrække kunder, rekruttere de rigtige medarbejdere og opbygge partnerskaber med attraktive organisationer. Et miljøemblem fra Emballageretur er med til at styrke medlemmernes grønne profil, siger Morten Harboe-Jepsen.
Kilde: Emballageretur