750 grossister, delikatessebutikker og slagterforretninger bliver tjekket for, om de har styr på deres fødevareemballager.
Bokse, bøtter, bægre og beholdere til mad må ikke afgive uønsket kemi, så forbrugeren risikerer at få eksempelvis hormonforstyrrende stoffer ind med nudelretten, mayonnaisen, kyllingesalaten eller skinkesandwichen.
Derfor kontrollerer Fødevarestyrelsen fra marts til august, om 150 grossistvirksomheder kan dokumentere, at de overholder reglerne for de såkaldte fødevarekontaktmaterialer.
Også 600 restauranter, slagterbutikker og delikatesseforretninger får besøg. Her sætter Fødevarestyrelsen fokus på, om de bruger de rigtige emballager – og på en måde, så de undgår, at for meget uønsket kemi vandrer ud i maden. Fx er der bøtter, som gerne må bruges til kolde fødevarer, men ikke til varme.
-Vi har de senere år glædeligt konstateret, at overtrædelserne er blevet færre. De steder hvor det tidligere haltede med at leve op til reglerne for fødevarekontaktmaterialer, er man blevet langt bedre. Men det er vigtigt, at alle holder fokus på området og lever op til deres ansvar, så forbrugerne ikke risikerer at få skadelig kemi i deres mad, siger enhedschef i Fødevarestyrelsen Henrik Dammand.
Men også forbrugerne skal være opmærksomme på, at de emballager og værktøjer de bruger hjemme i deres eget køkken, er egnede til kontakt med fødevarer og bliver brugt, som der står i brugsanvisningerne.
-Vi har i tv-programmet Den Store Bagedyst set både kabelskinner og malerværktøj brugt i kageproduktionen, og løbende støder vi på trends på de sociale medier, hvor vores kemifolk må ryste på hovedet – fx når balloner bliver dyppet i varm chokolade for at producere chokoladeskaller. Eksemplerne understreger for mig, at forbrugerne med fordel kan skele til vores råd om grej, der bliver brugt i køkkenet, siger Henrik Dammand afslutningsvis.