
Efter 12 år som formand for Plastindustrien, føler Søren Ulstrup, adm. direktør i SP Group, at det er tid til, at der kommer nye kræfter til.
– Man skal give faklen videre, mens der er momentum – og lige nu er det et godt tidspunkt at give plads til nye kræfter. Jeg er stolt af at have stået i spidsen for en industri i forandring, hvor meget har rykket sig i den rigtige retning. Tak til bestyrelsen for et stærkt samarbejde og til medlemsvirksomhederne for den store tillid, man igennem årene har vist mig ved at vælge mig som formand for denne fantastiske industri, siger Søren Ulstrup.
Det er ikke bare pladsen som formand, han forlader, men også selve bestyrelsen forlader han.
Til gengæld bliver der ikke skruet ned for engagementet indenfor Plastindustrien som sådan. Det gælder ikke mindst et område, som mange industrier slås med – manglen på arbejdskraft
– Vi står i en tid, hvor mangel på faglært arbejdskraft er en reel udfordring. Uddannelse og stærke kompetencer er helt afgørende, hvis vi skal sikre, at branchen har de hænder og hoveder, der skal drive udviklingen videre. Det arbejde vil jeg fortsat bidrage til gennem Plastindustriens uddannelsesindsats.
Plastindustriens adm. direktør Thomas Drustrup ser tilbage på et værdifuldt samarbejde:
– Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Søren. Han har ydet en stor indsats og spillet en central rolle i udviklingen af Plastindustrien som en moderne og relevant brancheforening. Vi har haft et tæt og tillidsfuldt samarbejde, og jeg ser frem til at bygge videre på det fundament, som Søren og bestyrelsen har skabt, siger han.
Konkret træder Søren Ulstrup tilbage på den kommende generalforsamling, der finder sted samtidig med Plastdagen den 12. maj.
Kilde: Plastindustrien