Med seks mio. kr. i ryggen fra Novo Nordisk Fonden, vil professor Daniel Otzen, Aarhus Universitet, stå i spidsen for det såkaldte ENCORE-projekt.
Projektet, der også har selskab af Teknologisk Institut, DTU og University of Porto, skal finde en vej til at nedbryde nylonaffald og omdanne det til genanvendelige materialer.
Projektets første fase går ud på at identificere bakterier, der er i stand til at nedbryde nylon. Bakterier producerer naturligt enzymer til at nedbryde miljømolekyler, hvilket gør dem til ideelle kandidater til denne opgave.
Dernæst skal man forstå mekanismerne bag deres nylon-nedbrydende evner, og i sidste fase vil man afprøve enzymerne på rigtig nylonaffald.
Det hele skal ende ud med ny genanvendelsesproces med et betydeligt lavere CO2-fodaftryk sammenlignet med de nuværende metoder.
Kilde: Aarhus Universitet