Majsstivelse. Det er hemmeligheden bag Biofyld, der kan erstatte de velkendte plastchips som transportbeskyttelse. Brugen af transportbeskyttelse stiger, i takt med at e-handelen får mere og mere fat og dermed også brugen af de forskellige former for transportbeskyttelse, der findes på markedet. Og der er nok at vælge imellem, men fælles for en række af dem er, at de er fremstillet af plast.
Det vil virksomheden Greenway-Denmark være med til at ændre på, og de har derfor lanceret Biofyld. Det ligner på mange måder det fyld, mange bruger i dag, men er altså baseret på majsstivelse. Ellers er tanken den samme -– ligesom med plasten er det grundlæggende den luft, der er i de små chips, som beskytter.
Materialet kan genbruges eller komposteres efter brug, bruges som legetøj -eller blot kasseres som restaffald.