
Kommer man ind under reglerne for producentansvar for emballage, har de fleste sat et stort fedt kryds den 1. oktober. Her træder det i ktaft.
Men i sin iver for at gøre sig klar til oktober, er der muligvis en risiko for, at man har overset den første deadline. Og den ligger ikke langt ude i fremtiden
Senest den 31. maj skal alle virksomheder med producentansvar for emballage indberette deres faktiske emballagemængder for 2024.
– Kravet om indberetning senest 31. maj omfatter alle fødevarevirksomheder – både de virksomheder, der har registreret sig på hjemmesiden Producentansvar.dk, og de virksomheder, som ikke har fået det gjort. Det er bestemt ikke for tidligt, at man får skabt sig et systematisk overblik over den emballage, man sender på markedet. Når det er sagt, er der ingen grund til panik, og hvis man eksempelvis er usikker på forskellige typer emballages egenskaber eller vægtfylde, hjælper vi gerne, siger Michael Borch, business director hos Nemco.
Fristen den 31. maj kan ses som en forløber til selve indførelsen af det udvidede producentansvar i Danmark den 1. oktober.
Producentansvaret tager primært afsæt i EU’s emballageforordning, som har til formål at reducere mængden af emballage, sikre effektiv indsamling og håndtering af emballageaffald og fremme, at al emballage kan genbruges eller genanvendes.
I stedet for at bokse med sin nuværende emballage er der en stigende interesse for at gøre noget helt andet. En slags omvej, om man vil. Nemlig at benytte sig af genanvendelige materialer.
– Vi kører rigtig mange tests og kan se, at markedet for alvor rykker nu. Vi kan heldigvis konstatere, at det i de fleste tilfælde godt kan lade sig gøre at ændre fra traditionelle til genanvendelige materialer, og de kan køre på både nye og gamle maskiner. Det er dog afgørende, at man finder frem til de rigtige materialer af den rette kvalitet. Her kan det være nødvendigt at gå en omvej, fx ved at skifte til et materiale med mere tykkelse, hvor der ikke desto mindre opnås en betydelig reduktion af CO2-emission, fordi man skifter fra flerlags- til genanvendelige monomaterialer. Det vigtigste er faktisk, at man ikke giver op efter første forsøg. Vi har haft en del henvendelser fra kunder, som har haft dårlige testresultater, men hvor vi har kunnet få det til at lykkes, dels i kraft af vores rådgivning, dels i kraft de materialer, som man kan få gennem os, siger Michael Borch.
Han påpeger også, at man skal huske at melde sig til en kollektiv ordning, så man ikke står med det praktiske, økonomiske og juridiske ansvar selv. VANA er én mulighed.
I den sammenhæng oplyser VANA, at der bliver indført et klart økonomisk incitament, når producentansvaret træder i kraft den 1. oktober: Omkostningerne bliver miljøgradueret inden for 10 kategorier (designkravene til plast er inddelt i 4 underkategorier). De virksomheder, der markedsfører emballager med lavest genanvendelighed (rød kategori), skal betale en meromkostning på 35 % som incitament til at arbejde med mere bæredygtige emballager.
– Der er ingen tvivl om, at det bliver attraktivt at være i den grønne eller gule kategori, fastslår Michael Borch.
Kilde: Nemco