
I morgen åbner en helt ny pantstation på Prøvestenen i Helsingør.
I den nye pantstation skal glasflasker i en automat for sig selv, mens plastikflasker og dåser hældes direkte i en hurtigt tællende maskine med plads til langt mere end i dag. Det gør den nye pantstation mere miljøvenlig, og samtidig kan brugerne se frem til at få pantpengene sat ind på deres betalingskort samme dag.
Med testen ønsker Dansk Retursystem, som driver pantstationerne, at se, om en nye model fra norske TOMRA, vil egne sig til det danske marked, og det er nu op til pantstationens brugere i Helsingør og omegn at teste.
Vi ved godt, at der med enhver forandring er behov for tid til at vænne sig til det nye, men vi håber, at Helsingør tager godt imod den nye pantstation. Den gamle var slidt efter mange års massivt brug, og alternativet var at lukke den. Derfor så vi det som en god mulighed at teste den nye model, som både er driftssikker og mere miljøvenlig, siger Marlene Holmgaard Fris, markedsdirektør i Dansk Retursystem.
En af de markante fordele ved den nye model er, at den optæller og maser plastikflasker og dåser på stedet. Det betyder, at man får sine penge ind på sit betalingskort samme dag, og når flasker og dåser er maste, fylder de meget mindre, så det er plads til langt mere i den nye pantstation – faktisk syv gange så meget.
Dermed skal den tømmes sjældnere, og det sparer både penge og CO2. Desuden slipper man for at bruge den særlige pantsæk, da man nu blot skal hælde sine dåser og plastikflasker direkte ind i maskinen, så bliver de talt op.
Dansk Retursystem har en ambition om, at det skal være let at komme af med sin pant, også når man har store mængder, og planlægger derfor at udbygge netværket af pantstationer i hele landet, så der i 2025 er 36 pantstationer.
Testen af den nye pantstation i Helsingør skal vise, hvordan en model, hvor glas skilles fra plastik og aluminium, fungerer på det danske marked. I den første tid, efter den nye pantstation åbner, vil der være personale ved pantstationen til at guide. Pantstationen ligger bag Jem & Fix med indkørsel fra Klostermosevej og har åbent hver dag kl. 10-18.
Kilde: Dansk Retursystem