Karrieren har budt på stillinger som international marketingchef hos et datterselskab af Sanistål, udstationeret i næsten ti år i Asien for Baden Jensen, bl.a. som General Manager, før Georg Nielsen kom tilbage til Danmark og en stilling som adm. dir for Continental Dæk Danmark A/S.
Det er i dag 20 år siden.
Når samtalen falder på, hvordan man efter en karriere i udlandet kan finde ro i en stilling – endda over to årtier, lyder svaret fra jubilaren:
– Ikke to år i Continental er ens. I en stor og udviklingsorienteret koncern kommer der hele nye produkter og nye teknologier til. Der er organisationsændringer og nye kolleger, der kommer indefra eller udefra.
Det var med en HD i afsætningsøkonomi fra Handelshøjskolen i København, at det hele begyndte, og selv om han nu har været på de hjemlige græsmarker siden 2004, er det internationale udsyn stadig en del af hverdagen.
– Gennem de sidste 10 år har vi haft tre amerikanske udvekslingsstuderende boende, som har fulgt internationale studier gennem DIS Copenhagen – og vi har besøgt dem og deres familier i USA. Det er ekstremt berigende at kunne udveksle viden og erfaringer på tværs af generationer og geografi både privat og arbejdsmæssigt, mener Georg Nielsen, som i mange år har været aktiv i Round Table.
Både her og i udlandet har han i hele sin karriere suppleret ”on the job training” med længere forløb og korte sommerkurser i strategi, ledelse og forhandlingsteknik – ud over de mange kurser og træningsforløb, som Continental-koncernen stiller til rådighed for ledere og medarbejdere.
– Jeg synes, man vokser som menneske, hvis man dygtiggør sig inden for et andet fagområde eller en anden hobby end dét, man plejer, siger Georg Nielsen, som selv gerne kaster sig ud i nye områder, som han absolut ingen erfaring har med.
– Under Corona-nedlukningen, hvor hovedparten af os skulle vænne os til at arbejde hjemmefra, var vi fire gamle venner, der udgjorde en af de ”bobler”, man blev anbefalet at begrænse sig til. Vi fandt på, at vi ville begynde at brygge øl. Det havde ingen af os prøvet før, så vi var lige uerfarne. Her godt 3½ år senere har vi brygget 150 små batches med mørk øl, IPA og alle mulige recepter på specialøl, som vi har smagt gennem tiden, fortæller Georg Nielsen med et stort smil.
Siden 2016 har han sejlet kapsejlads som gast ud fra Lynæs, og ifølge Georg Nielsen minder kravene til kapsejlads meget om kravene til ledelse:
– Du skal navigere under skiftende vind- og vejrforhold. Du skal have tillid til din besætning, og de skal have tillid til dig. Og selvom der er meget, du kan uddelegere, så er der beslutninger, du som skipper i sidste ende er nødt til at tage selv. Som leder er du nødt til at være nærværende både over for kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere – ligesom du skal være på båden over for din besætning. Det er krævende, men også givende både under sejladsen og når man kommer i land med de mål, man har sat, fastslår Georg Nielsen, som i en verden af konstante forandringer værdsætter og er omhyggelig med at pleje langvarige relationer, såvel professionelt og fritidsmæssigt som privat.
Privat bor han i Fredensborg sammen med Gitte, der er sygeplejerske. Parret har holdt sammen i 35 år og er forældre til de nu voksne sønner på 30 og 26 år, og som for længst er flyttet hjemmefra. Til gengæld er mini-Schnauzeren Oswald flyttet ind og bidrager til ekstra liv i huset.
Jubilæet bliver markeret fredag den 17. maj 2024 i loungen på Brøndby Stadion, hvor alle kunder, netværksforbindelser og venner af huset – både hos Continental og i Dækimportørforeningen – er meget velkomne.