I Padborg er E.ON Drive Infrastructure Denmark gået i gang med at bygge det, som skal blive landets største ladestation til tung transport.
Den kommer til at rumme syv ladere, der hver er på 400 kW. Og der er mindst lige så vigtigt er, at stationen kan opgraderes til den såkaldte MCS-standard.
MCS (Megawatt Charging System) har en langt højere ladekapacitet end det nuværende CCS (Combined Charging System. En MCS-lader kan i første omgang giver over 1 megawatt, men på sigt kan ladestandarden komme op på omkring 3,75 MW ved at kombinere en strømstyrke på op til 3.000 ampere (A) og en spænding på op til 1.250 volt (V).
Ladestationen indgår i Vejdirektoratets opfyldelse af EU’s AFIR-direktiv, hvor der aldrig må være længere end 60 kilometer til en lynlader på hovednettet. De skal være placeret, hvor behovet er størst, og derfor giver det særligt god mening at åbne så stor en station i Padborg, som er transitområde for en stor mængde lastbiler.
– Den tunge trafik er stadig en af de store udfordringer, når vi ser på CO2-udledningen. Det er forståeligt, at en del vognmænd tøver med at investere i ellastbiler før infrastrukturen er på plads. Derfor ser vi den nye ladestation i Padborg som et vigtigt skridt mod at få skred i bevægelsen mod at gøre den tunge transport mere miljøvenlig, siger Morten Hersoug, som er Adm. Direktør i E.ON Drive Infrastructure Denmark.
Ladestationen i Padborg er en del af E.ON Drive Infrastructures arbejde med at bygge flere store ladeparker til tung transport i hele landet. Udover Padborg vil der i 2025 åbne ladeparker langs større motorveje ved bl.a. Randers, Herning og Vejle samt en stor ladestation ved Nyborg, som Sund & Bælt vil stå for. Sammenlagt er der planer om op til 25 ladeparker inden 2030, og de første fem er allerede godt undervejs.
Kilde: E.ON Drive Infrastructure Denmark