
Mange virksomheder er med til det årlige DHL-løb. Men hvorfor ikke kombinere motionen og fællesskabet med det nyttige. Derfor vil Fjällräven og Danmarks Naturfredningsforening forsøge få den årlige affaldsindsamling til at blive en slags virksomhedssport.
Indsamling finder sted over en hel uge – fra den 31. marts til den 6. april.
– Som en del af et voksende og engageret natur- og outdoorfællesskab, er dét at efterlade naturen i bedre stand, end da vi kom, en vigtig og altid nærværende værdi. Det er derfor helt oplagt også at bakke op om de initiativer, der bidrager til at skabe omtanke og værne om den natur, vi er en del af. Desto flere vi er, jo mere kan vi gøre, fortæller Pamela Lukunku, marketings- og presseansvarlig for Fjällräven Danmark.
Flere virksomheder arbejder strategisk med ESG, og Affaldsindsamlingen er en oplagt mulighed for at styrke sin grønne profil ved at engagere medarbejdere i en fælles indsats og omsætte miljømæssige ambitioner til konkret handling.
En ny meningsmåling viser, at 91 procent af danskerne synes, det er positivt, når virksomheder engagerer sig i Affaldsindsamlingen. De ser det som en vigtig indsats for at oplyse om den skade, affald gør på vores dyr, natur og miljø samt for at tage et aktivt ansvar.
Flere virksomheder og organisationer har allerede valgt at støtte op om projektet og bruger allerede Affaldsindsamlingen som en aktivitet, hvor de kan hjælpe naturen.
– Affaldsindsamlingen er en oplagt mulighed for virksomheder, der ønsker at tage ansvar og samtidig engagere deres medarbejdere i en fælles indsats for naturen. Vi håber, at endnu flere virksomheder vil gribe denne mulighed for at kombinere ansvarlighed med fællesskab, fortæller Charlotte Juul, projektleder og ansvarlig for erhvervssamarbejder i Danmarks Naturfredningsforening.
Mere information på affaldsindsamlingen.dk
Kilde: Fjällräven