Fra årsskiftet er det blevet muligt at køre med lange lastbiler, såkaldte dobbelttrailere, på en begrænset del af motorvejsnettet.
En ny virksomhedsordning vil gøre det muligt for langt flere virksomheder at benytte sig af muligheden – hvis man selv kan finansierer den nødvendige adgang.
– De lange lastbiler stiller krav til vejene og deres indretning. Med den nye virksomhedsordning får transportvirksomhederne mulighed for selv at betale for at koble sig til motorvejsnettet, så der kan komme flere dobbelttrailere på vejene, siger transportminister Thomas Danielsen.
De ekstra lange lastbiler, der kan være op til 34 meter lange og veje op til 72 ton, kan afhjælpe en del af trængslen, da der samlet set vil være færre lastbiler på vejene.
Der åbnes for ansøgninger fra 1. november 2024, hvor ansøgere betaler et administrationsgebyr på 50.000 kroner, der går til Vejdirektoratets behandling af ansøgningen.
I forbindelse med den enkelte ansøgning skal det afklares, hvad det kræver at tilpasse vejnettet fra ansøgerens virksomhed til motorvejsnettet. Efterfølgende skal ansøgeren i samarbejde med den relevante kommune beslutte at gennemføre tilpasningen af vejnettet, hvor ansøgeren afholder udgiften.
Ansøgninger vil blive behandlet efter først til mølle-princippet. I løbet af efteråret vil der blive udarbejdet vejledninger til ansøgere og kommuner, der ønsker at blive tilkoblet dobbelttrailervejnettet.
Kilde: Transportministeriet