Otte flasker kommer på auktion hos Bruun Rasmussen. Mjah, sandt at sige er det jo ikke flaskerne, som er det specielle, men indholdet. Og det plejer vi er på EmballageFokus ikke at dykke så meget ned i.
Men alligevel. Når en så næsten mytisk vin som Château Cheval Blanc 1947 kommer under hammeren, er det et lille indlæg værd.
– Château Cheval Blanc 1947 er eksemplet på en vin, der har opnået nærmest kultstatus blandt samlere. Den indkapsler en helt særlig periode i Bordeaux’ vinhistorie og er håndværksmæssigt umulig at reproducere. Fordi årgangen blev fremstillet for over 70 år siden, er der meget få flasker tilbage, hvilket gør den ekstremt sjælden, fortæller specialist og afdelingsleder for vin hos Bruun Rasmussen, Thomas Rosendahl Andersen.
1947 var præget af ekstreme vejrforhold i bordeauxregionen. Det blev en meget varm sommer. Meget lidt nedbør. Det førte til, at druerne blev ekstremt koncentrerede og sukkerholdige. Sammen med datidens produktionsmetoder, gav vinproducenterne mange udfordringer. Men også vin med en særlig karakter.
Bordeauxvinen kommer under hammeren den 5. december. De kan kun købes samlet. Prisen forventes at lande på 300- 400.000 kr.
Kilde: Bruun Rasmussen