Når svenskerne handler i bl.a. Systembolaget, er der god chance for, at varerne er blevet fragtet på en dansk palle udelukkende produceret af genbrugsplast.
Pallerne kommer fra danske Nortech Solutions, og på baggrund af de cirka 2.000 paller, der hver måned sendes til det svenske, har den danske virksomhed modtaget den internationale erhvervspris, ‘Enterprise Europe Network Award’
Sammen med den tjekkiske virksomhed Stabilplastik, har Nortech Solutions har skabt det, som den kalder “grønne paller”. Pallerne består af 100 pct. genanvendt plastaffald som alternativ til den traditionelle europalle i træ.
I 2020 indgik Nortech Solutions et samarbejde med Svenska Retursystem, der leverer cirkulære løsninger til distribution af fødevarer til den svenske dagligvarehandel. Nortech Solutions’ grønne paller bruges især til transport af øl og spiritus fra bryggerier til Systembolaget.
En grøn palle består udelukkende af affaldsplast, hvoraf 30 % af affaldet stammer fra bryggerierne og resten er indsamlet i danske og europæiske kommuner. Det er cirkulær økonomi, når det er bedst, mener administrerende direktør for Nortech Solutions, Jeppe Mølvadgaard:
– Vores grønne paller er lavet af 100 % affaldsplast. Og det er et af de mest bæredygtige og cirkulære produkter, der nogensinde er produceret til Svenska Retursystem, som også har været med til at designe vores produkt. Pallerne kan genbruges igen og igen, og slider dermed ikke miljøet op. Desuden har bryggeribranchen nogle af de højeste kvalitetskrav, vi ser inden for industriel logistik, og det er vi stolte af at kunne leve op til. Og produktet rummer et kæmpe grønt og forretningsmæssigt potentiale, som vi arbejder på at realisere.
Palleløsningen har sagt fået den EU-baserede erhvervspris “Enterprise Europe Network Award” i kategorien “inspirerende kunderejse”. Prisen gives til små og mellemstore virksomheder, der har markeret sig inden for bl.a. bæredygtig innovation på det indre marked. I år fandt prisoverrækkelsen sted i Bilbao, Spanien.
– Det er en stor ære at modtage denne anerkendelse for vores arbejde med innovative løsninger. Forhåbentlig kan vi inspirere andre virksomheder til at tænke kreativt i den grønne omstilling, og så skal Enterprise Europe Network bare fortsætte det gode arbejde med at hjælpe virksomheder til at arbejde grønnere og smartere, for så er der håb for Europas grønne omstilling, siger Jeppe Mølvadgaard.
Nortech Solutions oplever vækst på både omsætning og antal medarbejdere efter projektet, men var ikke nået dertil uden et europæisk samarbejde. De cirkulære paller er realiseret i tæt partnerskab med den tjekkiske virksomhed Stabilplastik, som producerer pallerne ud af plastaffald.
Ifølge Patrik Luxemburk, Chief Business Officer i Stabilplastik, kom det strategiske samarbejde kun i stand, fordi Enterprise Europe Network skabte kontakten mellem de to partnere:
– Det her projekt kan vi særligt takke Enterprise Europe Network for. Det kræver nemlig en stærk sparringspartner med forståelse for det internationale marked at omsætte en god idé til virkelighed. Og så er vi selvfølgelig glade for, at vi kan levere et produkt, som skaber en reel værdi, både økonomisk og bæredygtigt.