Hos brancheforeningen Plastindustrien er skuffelsen over den manglende, globale aftale om plastforurening stor.
– Vi er dybt ærgerlige over, at der ikke er landet en aftale. Plastforurening er en global udfordring, som kræver en global løsning. Uden en samlet aftale risikerer vi, at problemerne bliver grebet vidt forskelligt an og med meget varierende ambitionsniveauer rundt om i verden, siger Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien.
Aftalen kan stadig blive til noget. Dette møde var det fente i rækken, og håbet var, at aftalen blev lukket på dette møde, som fandt sted i Sydkorea.
Det lykkedes ikke. Det betyder dog ikke, at aftalen er faldet på gulvet, men at den er blevet udskudt til senere.
Hvornår senere er, og om det det store flertal af lande, som gerne vil have aftalen, kan få held til at påvirke de lande, som ikke ville aftalen, er naturligvis uvist.
Derfor mener Plastindustrien, at Danmark og resten af EU må af sted nu, og ikke vente på de fodslæbende lande.
– Vi kan ikke vente på, at hele verden bliver enige. Danmark og EU må fortsat gå forrest med de gode eksempler og arbejde for at udbrede dem til andre dele af verden, men det er svært at skabe globale forandringer uden en fælles international aftale, siger Christina Busk.
Danmark og EU er allerede på vej med strengere krav til blandt andet genanvendt materiale i emballager og et producentansvar, der skal styrke incitamenterne til at designe plastprodukter mere ansvarligt og cirkulært.
Plastindustrien mener, at Danmark og EU bør dele sine erfaringer med de lande, der stadig mangler ressourcer og løsninger til at udvikle effektive cirkulære økonomier.
Kilde: Plastindustrien