GLS Denmark A/S har indgået en aftale om opførelsen af et nyt distributionscenter i Randers, som skal udvide pakkedistributørens kapacitet i Midt- og Nordjylland. Valget er faldet på totalentreprenøren Gråkjær Erhverv A/S, som i øjeblikket er i fuld gang med opførelsen af GLS’ distributionscenter i Ringsted.
Det nye center bliver på 3.750 kvm
– Distributionscentret i Randers er afgørende for at fremtidssikre vores kapacitet i Midt- og Nordjylland. Da både vi og vores kunder vækster, er vi ved at nærme os max kapacitet i Aalborg og Aarhus, og vi forventer en fortsat vækst i pakkevolumen. Når distributionscentret i Randers står færdigt, vil det resultere i øget effektivitet og fortsat høj leveringskvalitet, fortæller Steen Ravnsbæk Kristensen, Managing Director i GLS Denmark.
Distributionscentret i Randers forventes at øge kapaciteten i Midt- og Nordjylland med 45 procent.
Kravene til det nye distributionscenter indebærer blandt andet bæredygtige og innovative løsninger, som lever op til GLS’ 2045-mål om nulemission. Her bidrager placeringen i Randers til elektrificeringen af distributionsflåden, da virksomheden får kortere afstand til både kunder og modtagere i nærområdet.
Strømmen til elbilerne vil bl.a. komme fra distributionscentrets solcelleanlæg, som forventes at bestå af ca. 500 paneler, der dækker 1.000 kvm. På årsbasis vil det kunne levere 225.000 kWh.
I første omgang vil infrastrukturen bestå af 30 AC-ladestandere, som understøtter den grønne omstilling af distributionsflåden. Dertil kommer to lynladerudtag, som giver mulighed for at understøtte elektrificeringen af GLS’ linehaul-transport.
Første spadestik forventes til efteråret 2024, mens det færdige distributionscenter forventes fuldt funktionsdygtigt inden GLS’ højsæson i november 2025.
Kilde: GLS Denmark