Internet-giganten amazon er stille og roligt ved at krabbe sig tættere og tættere på Danmark. Den 28. oktober gik amazon.se i luften, og hos Dansk Industri, DI, er forventningen, at den danske internethandel snart vil have amazon.dk som konkurrent.
Vi har længe forventet, at Amazon ville lancere inden Black Friday for at teste sitet henover efteråret, så det er klart og strømlinet til julehandlen 2020. Så vi forventer, at Amazon også vil etablere sig i Danmark inden længe, siger branchedirektør Sidsel Dyrholm Holst, DI Handel.
Lanceringen betyder, at svenske forbrugere nu på Amazon.se kan købe produkter fra svenske virksomheder som f.eks. Electrolux, Lagerhaus, OBH Nordica, Ellos, BRIO, Bonnierförlagen og Ifö. De svenske forbrugere får gratis forsendelse, hvis de handler for mere end SEK 229, men det gælder kun for varer, der sendes via Amazons eget lager.
Mange af vores medlemmer er bekymret, og det er der ikke noget at sige til. I mange af de andre lande hvor Amazon er aktiv, herunder især i USA og Tyskland, har det vendt op og ned på handelsbranchen, og Amazon har opnået markante markedsandele, siger hun.
Amazons åbning giver dog også gode muligheder for danske virksomheder, der ønsker e-eksport til Sverige og de andre markeder, hvor Amazon er til stede.
Lanceringen af Amazon.se betyder, at danske virksomheder for alvor skal i gang med at forberede sig. Mange har allerede gjort meget for at styrke deres e-handel og gribe de digitale muligheder, og nu skal endnu flere i gang, siger Sidsel Dyrholm Holst.
Kilde: DI