
På øen Møn – eller rettere hovedbyen Stege – har en række butikker valgt helt at droppe den klassiske indkøbspose af plast. I stedet er de i alt 12 butikker begyndt at anvende poser, der er fremstillet på basis af majs. Og det er på nuværende tidspunkt blevet til ikke mindre end 25.000 poser.
Initiativet har rod i flere ting. Mest lige for er den megen omtale af den store mængde plast, der ryger ud i naturen og i havene, men derudover er netop Møn og de omkringliggende øer, Bogø, Farø og Nyord, blevet udnævnt som landets første biosfæreområde af Unesco. Det skete tilbage i juni.
Samlet set har det fået de erhvervsdrivende til at foretage skiftet.
-Vi vil gerne gå forrest, og på den her måde kan vi som handelsdrivende gøre opmærksom på, at Møn er et enestående naturområde, som vi allesammen skal passe på. Majsposerne er hundrede procent biologisk nedbrydelige og er forsynet med “Plastik Nej Tak”, siger Elly Nielsen, formand for Møn Handelsstandsforening, til dr.dk.
Med skiftet er de gået samme vej, som Lidl tidligere i år besluttede sig for at gøre. I løbet af næste år vil den store, tyske lavpriskæde udfase alle plastposer.