PanPac, der holder til i Pandrup, har oplevet en stigende international efterspørgsel på deres automatiserede fyldesystemer og palleteringsanlæg.
Det har ført til, at virksomheden har valgt at styrke sin digitale profil.
– Vi har valgt at prioritere digitale kanaler højere, fordi de giver os mulighed for at være til stede globalt, hvor kunderne søger efter automatiserede løsninger, siger Hans-Henrik Brusholt, salgsdirektør hos PanPac.
De digitale muligheder er især vigtige i takt med, at forespørgsler fra Asien og USA er steget markant de seneste år, og på denne måde kan man øge sin globale synlighed.
– Vi udnytter vores ressourcer mere effektivt, da vi med få midler kan nå kunder i hele verden – sammenlignet med vores aktiviteter på messer, hvor vi ofte bruger mange ressourcer på at nå et udvalgt marked, forklarer Henrik Brusholt.
Tilvalget af de digitale kanaler betyder ikke fravalget af de mere traditionelle kanaler.
– Det handler ikke om at vælge det ene frem for det andet; tværtimod kan vores aktiviteter på messer og digitale kanaler supplere hinanden og skabe mere værdi samlet set.
I starten af næste år deltager PanPac på en stor messe i Florida rettet mod gødningsindustrien. Deltagelsen understøttes af en digital marketingskampagne, der skal sikre, at potentielle kunder kan finde mere information om virksomhedens løsninger – både før og efter messen.
PanPac har i år lanceret en ny international hjemmeside og intensiveret deres digitale markedsføringsindsatser. Tiltagene har gjort det lettere for kunder at finde virksomheden online og bidrager samtidig til at understøtte deres internationale vækst.
– Vi er stadig i gang med at udvikle vores digitale indsats og forventer, at den vil styrke vores globale synlighed yderligere i fremtiden, forklarer Hans-Henrik Brusholt.
Han fortæller videre, at de allerede kan mærke en positiv effekt af deres digitale satsning, men at de i særdeleshed ser frem til 2025, hvor de forventer at opleve det fulde potentiale af indsatsen.
Kilde: PanPac