Virksomhederne Letbek i Tistrup og CemeCon Scandinavia i Hinnerup har tilsammen skabt et helt lille plastmirakel med hjælp fra det landsdækkende EU-projekt ”Grøn Cirkulær Omstilling” (GCO).
Kort fortalt har de to virksomheder testet måder at reducere CO2-belastningen i plastproduktion på.
CemeCon har lagt en PVD-belægning (Physical Vapour Deposition) på Letbeks støbeforme til produktionen af plastpakninger til vinduesfalse af plast.
Testen skulle vise, om sliplet-belægningen kan bidrage til mindre CO2-belastning og en mere effektiv produktion. Desuden har Letbek med hjælp fra Plast Center Danmark testet, om det giver en lavere CO2-belastning at udskifte ny plast med genanvendt plast i produktionen.
Resultaterne har overrasket positivt
Med PVD-belægningen er der opnået en CO2-besparelse i produktionen på 31 procent for produktionen af en pakning. Det svarer til en årlig CO2-besparelse på 2,2 tons alene på det benyttede værktøj, sammenlignet med produktion uden belægning.
Produktionstiden per emne er halveret, fordi der er færre stop i produktionen. Belægningen har gjort det nemmere at anvende en større mængde genanvendt plast i emnerne.
Letbek har i produktionen af profiler til vinduesfalse udskiftet ren PVC-plast med genanvendt ABS-plast. Ved at udskifte 50 procent af profilen med genbrugsplast opnåede man en CO2-besparelse på 36 procent og også her en reduceret produktionstid. Hvis værktøjet også havde været PVD-belagt, er det sandsynligt, at der var opnået en samlet besparelse på 66 procent.
På Letbek kalder Tommy Pedersen, Research & Development (R&D), de nye data fra testforløbet for ”en øjenåbner”:
Vi er gået fra en produktionstid på et minut til et halvt minut. Vi har testet sprøjteformen på forskellige materialer med forskellige hårdheder, og hver gang er vi kommet frem til samme resultat. Belægningen gør, at plasten ikke klæber til gummipakningen, så vi slipper for driftsstop.
Virksomhederne har sammenlagt investeret omkring 2.000 timers udviklingsarbejde i samarbejdet. Specialister i Plast Center Danmark, der er partner i ”Grøn Cirkulær Omstilling”, har blandt andet hjulpet med at finde en ny sammensætning af genbrugsplast. De har ligeledes bistået med at teste produkter med forskellig materialesammensætning for at kunne dokumentere, at produkterne indeholdende genanvendt plast besidder de nødvendige egenskaber.
Hos CemeCon er Michael Hvam, Chief Technology Officer (CTO), glad for, at de mange timers udviklingsarbejde har båret frugt:
Vi får ofte feedback fra vores kunder, som er tilfredse med os, men gennem GCO-projektet har uvildige konsulenter valideret vores målinger, og ved at halvere cyklustiden gør vi jo en stor forskel for kunderne. Det er guld værd for os som leverandør, at vi kan være med til at gøre produktionen mere grøn – og at vi kan sige, at vi er grønne.
De to virksomheders CO2-resultater er en del af en stærk tendens i plastindustrien, siger projektleder Bente Nedergaard Christensen, Plast Center Danmark:
Det var en øjenåbner for Letbek, at de kan spare så meget på CO2-belastningen ved at få belagt deres sprøjteforme, og at CemeCon kan levere de relevante belægninger til sprøjteformene.
Plasteksperten kalder det et generelt ønske blandt virksomheder, der deltager i ”Grøn Cirkulær Omstilling”, at kunne dokumentere CO2-belastningen i produkter, fordi det i fremtiden ventes at blive et markedsvilkår.
”Grøn Cirkulær Omstilling” (GCO) er Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses hidtil største satsning på grøn omstilling med en samlet støtte på 95 mio. kr. Heraf kommer 80,7 mio. kr. fra EU’s Regionalfond og de resterende 15 mio. kr. fra de decentrale erhvervsfremmemidler på finansloven.
Efter to års løbetid er GCO tæt på at nå sit mål på 402 deltagende virksomheder. Lige nu har 360 virksomheder enten afsluttet et GCO-forløb eller er i gang med det . På plastlinjen i GCO er 125 virksomheder i gang eller har afsluttet et forløb, og her er målet 144 virksomheder.
Kilde: Erhvervsstyrelsen