
Med en aftale med Østrigske Post, tager det relativt unge danske emballagefirma Re-Zip et stort spring ud på det europæiske marked.
Re-Zips emballageløsning kan anvendes et stort antal gange, og det var netop på den baggrund, at man Østrig valgte den danske løsning.
Det østrigske postvæsen håndterer næsten en halv milliard pakker årligt. Re-Zip skal levere det fulde koncept, der skal styre hele processen fra lager til webshop til kunde og tilbage til Østrigske Post via postkasser og -kontorer, hvorefter emballagen renses og sendes ud igen et stort antal gange.
Pilottest viste, at når en Re-Zip kasseemballage cirkulerede 10 gange, opnår man en CO2-reduktion på mere end 80 procent i forhold til sammenlignelige engangspapkasser. Ved brug af deres premium pose er der potentiale for en samlet reduktion på 76 procent sammenlignet med en almindelig plasticpose.
Udover emballage leverer Re-Zip det fulde IT-system, som virksomheden de seneste år har udviklet, og som gør onboarding af webshops og returpunkter hurtig og simpel.
– Det er klart IT-delen, som fylder mest i aftalen med Österreichische Post, og som allerede er blevet implementeret hos dem. Det er uden tvivl vores største aftale til dato, og vi er stolte af at blive udvalgt i så stort et udbud. Østrigske Post er en klar pioner inden for postale virksomheder i verden, og jeg håber, mange nu følger dem. Samtidig viser aftalen, hvor langt vi er kommet på kort tid i vores udrulning af cirkulær emballage i Europa, siger Thomas Fugl, CCO hos Re-Zip.
Den østrigske aftale er ikke den første europæiske aftale, virksomheden har indgået. Tidligere er der lavet aftaler i Polen, England og Belgien, mens der i skrivende stund blandt andet arbejdes på aftaler i Holland, Tyskland og Frankrig. Men aarhusianerne tænker stort, og ud over at dække hele Europa, vil de også til lande som USA, Australien og Japan.
– Vi går efter verdensmarkedet. Vi vil etablere digitale såvel som fysiske ”motorveje” for cirkulær emballage i samarbejde med partnere som Østrigske Post og dermed sikre, at brugen af engangsemballage i e-handlen reduceres markant de kommende år. Det lyder måske ambitiøst, men vi har skabt et koncept, der er ekstremt simpelt for både webshops, distributører og forbrugere at anvende, det er billigt og det sparer store mængder CO2. Så det er vitterligt en no-brainer, siger Thomas Fugl.
Kilde: Re-Zip