Nu går USA i samme retning som Europa på visse dele af plastområdet. US EPA, det amerikanske miljøbeskyttelsesagentur, har fremlagt en omfattende national strategi, der frem mod 2040 bl.a. skal reducere de miljøpåvirkninger, som plastaffald giver.
Man lægger op til at reducere produktionen af engangsplast og vil samtidig øge brugen af plastprodukter, der kan genbruges. Der lyder også en opfordring til politikerne om at vedtage et nationalt produktansvar.
– EPA’s nye strategi til at forhindre plastikforurening vil have en dyb indvirkning på folkesundheden og vores miljø, især i overbebyrdede samfund, der er hårdest ramt, siger EPA-administrator Michael S Regan til Packaging Gateway, og fortsætter:
– Strategien skal reducere kræftfremkaldende forurening fra plastfremstillingsfaciliteter og øge industriens ansvarlighed for at tage genanvendt plastikemballage tilbage. Den skal også være med til have fokus på at opsamle affald, før det ender i vores kroppe og miljøet.
Agenturet er allerede ved at implementere Trash Free Waters-programmet, som skal intensivere sit fokus på at forebygge og fjerne affald fra fx floder.
Udgivelsen af den nationale strategi falder sammen med det sidste møde i den internationale forhandlingskomité (INC-5) om plastforurening i Busan, Sydkorea. Strategien skal informere det internationale samfund om rækken af tiltag, USA tager for at bekæmpe plastikforurening.
Kilde: Packaging Gateway