
Mange virksomheder valgte muligheden for at få kompensation, da landet lukkede ned i marts 2020. Det var med til at holde hånden under beskæftigelsen, men sådan vil det ikke umiddelbart gå næste gang.
I en undersøgelse foretaget af brancheorganisationen SMVdanmark svarer 38 procent, at de vil takke ned til kompensation og i stedet opsige medarbejderne.
Og det er der en særlig årsag til, forklarer adm. direktør i SMVdanmark, Jakob Brandt:
– For alt for mange virksomheder var kompensationsordningerne under corona en katastrofe med lange sagsbehandlingstider, genberegninger og uventede tilbagebetalingskrav. Vores virksomheder følte sig svigtet i et bureaukratisk afregningscirkus, der for mange har varet fire år og har kostet mere i administrationsomkostninger, end de har fået i kompensation. Derfor kommer det heller ikke bag på mig, at mange vil betakke sig for at tage imod muligheden for kompensation næste gang.
SMVdanmark opfordrer derfor regeringen til at udvise rettidig omhu og sikre klare retningslinjer for, hvordan virksomheder bliver understøttet ved fremtidige pandemier. Uden tydelige og forpligtende aftaler risikerer vi en gentagelse af de kaotiske beslutningsprocesser under covid-19, hvor virksomhederne blev efterladt i uvished.
– Politikerne bør tage ansvar og sikre virksomhederne en reel tryghed i tilfælde af en ny pandemi. Hvis ikke, vil vi se et erhvervsliv, der tager sagen i egen hånd ved at minimere risikoen, og det betyder opsigelser og lavere investeringer i dansk økonomi, siger Jakob Brandt og fortsætter:
– Hvis politikerne vil have Danmark økonomisk lige så godt gennem den næste pandemi, så gør de klogt i at aftale reglerne for kompensation snarest, så virksomhederne kan læse det med småt, før de siger ja til at fastholde deres medarbejdere, selvom politikerne lukker deres forretning.
Kilde: SMVdanmark