Norlys har sat den første elladestander til lastbiler op i København. Den står hos virksomheden Interroll. Måske et lidt pudsigt sted, al den stund, at Interroll ejer ikke en ellastbil. Faktisk ejer de slet ingen lastbiler af nogen slags.
Så det er ladestander, som de ikke selv for glæde af. I stedet får de gavn af de fire normale laestandere til personbiler, som Norlys har sat op hos dem, og det var i forbindelse med det arbejde, at idéen om en ladestander til lastbiler blev født.
– Umiddelbart kan det jo virke kontraintuitivt, at vi melder os på banen og gerne vil lægge jord til en ladeplads for ellastbiler ved indgangen til Hovedstaden. Men vi er som koncern meget ambitiøse i forhold til at sænke vores egen klimapåvirkning og vil også gerne bidrage til at rykke samfundet i en grønnere retning, og derfor giver samarbejdet med Norlys rigtig god mening, siger Andreas Traberg, Managing Director i Interroll.
Ladestanderen, der har to udtag, er placeret på Hammerholmen 2 i Hvidovre. Den ligger i et område, som Hvidovre Kommune i øvrigt gerne så udvikle sig til et af landets mest grønne erhvervsområder.
Kilde: Norlys