Når vi skal herfra foregår det i en kiste, hvad enten man har valgt at blive begravet eller bisat. Det er der ikke noget nyt i. Til gengæld det nyt, at et stadigt stigende antal danskere vælger kister af pap. Og det sker ude fra et klimahensyn.
Nastasia Tami Jensen, der er bedemand i Roskilde, oplever, at efterspørgslen på mere bæredygtige kister er steget markant. Med kisten fra Green Goodbye er det kun yderkisten, der er af træ, og som bliver genbrugt, mens inderkisten er af pap og er den, som bliver kremeret sammen med den afdøde.
– For to år siden, da jeg startede som bedemand, var der ikke mange, der interesserede sig for, hvor bæredygtig en bisættelse kunne være, men i dag er det vildt populært, og så snart folk hører om muligheden, så er det det, de vælger, siger Nastasia Tami Jensen, bedemand hos Wismann’s Begravelsesforretning – en del af Begravelse Danmark.
Ifølge en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse, Danskerne og døden 2022, synes 60 procent af de adspurgte, at det i nogen, høj eller meget høj grad er vigtigt, at begravelser og bisættelser er bæredygtige og tager størst muligt miljøhensyn.
Undersøgelsen viser også, at flere kvinder end mænd finder det vigtigt, at begravelser og bisættelser foregår med hensyntagen til miljøet. Ifølge Danske Krematoriers Forening blev knap 87 procent af de afdøde brændt i 2022.
En genbrugskiste fra Green Goodbye bliver genbrugt mellem 20 og 30 gange. Hos Green Goodbye oplever Jørgen Ødegaard også den stigende efterspørgsel på kisterne, der koster det samme som de traditionelle kister.
– Der går i gennemsnit omkring 40 kilo træ til en kiste, og det skal måske transporteres fra Sverige og på savværk for at blive behandlet. Vi kan klare det med syv kilo miljøvenlig genbrugspap, uden der bliver fældet et træ. Samtidig er indmaden i kisten også genanvendt linned som for eksempel lagner, der har været brugt på hospitalet, siger Jørgen Ødegaard.
Mange kunder er opmærksomme på, at også urnen skal være i materiale, der kan nedbrydes naturligt, hvilket kirkegårdene også stiller krav til.
– Det er kun positivt, at så mange har fået øjnene op for mere bæredygtige løsninger, men den helt igennem bæredygtige bisættelse er endnu ikke slået igennem, siger Nastasia Tami Jensen, og uddyber:
– Folk tænker for eksempel ikke i samme grad over klimaaftrykket fra kistepynt, som også er ganske væsentligt, men nogle opfordrer til, at man for eksempel donerer penge til et velgørende formål i stedet for at købe blomster. Det er endnu ikke meget brugt, men jeg tror, det kommer mere og mere.