Den kommende bekendtgørelse om produktansvar for emballageaffald er sendt i høring frem til den 1. november, og i samme anledning er der kommet øget fokus på de virksomheder, der ikke har tilmelding til producentregistret.
Her var fristen oprindeligt den 31. august 2024, men man kan fortsat melde sig til ordningen. Miljøstyrelsen har allerede sendt breve til 10.000 virksomheder om de nye regler og arbejder på at sende yderligere breve ud målrettet relevante virksomheder.
Tillige er der en whistleblower-ordning, hvor virksomheder selv kan meddele til myndighederne, hvis de bliver opmærksom på, at nogle virksomheder ikke har tilmeldt sig.
Den nye ordning er en markant forandring af affaldssektoren i Danmark. Derfor har der været en tæt dialog med branchen om de nye regler, som nu sendes i høring.
– Det er en kæmpe opgave, som især virksomhederne står over for, og derfor har der forståeligt været bekymringer fra branchen, som vi også har drøftet i aftalekredsen, siger miljømonister Magnus Heunicke og fortsætter:
– F.eks. styrker vi tilsynet med de virksomheder, som ikke tilmelder sig producentregisteret og dermed indgår i ordningen, selvom de har pligt til det. Det er vigtigt, at alle kommer med, så alle virksomheder bidrager til at betale regningen, understreger Magnus Heunicke.
Bagved hele øvelsen ligger et håb om, at man ved at koble et gebyr på emballageaffald, vil virksomhederne anvende mindre affald. Fra politisk hold forventer man, at det vil øge genanvendelsen af emballage i høj kvalitet med mindst 60.000 tons om året.
Bekendtgørelsen skal være indført senest den 1. oktober 2025.
Kilde: Miljøministeriet